Handels- og abonnementsbetingelser

Kraks Blå Bog

Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

+ 45 77 66 60 00

CVR-nr.: 36 42 43 11

 

Aftalens indgåelse

Når du køber et abonnement på Kraks Blå Bog, indgår du en aftale med Gads Forlag. Når du har foretaget købet, modtager du via e-mail eller med posten en kvittering som dokumentation for aftalen.

 

Forudsætninger for tilgang til Kraks Blå Bog Digital

For at kunne bruge den digitale version af Kraks Blå Bog skal du have en velfungerende internetadgang og en e-mailadresse.

 

Sådan fungerer dit abonnement

Såfremt ikke andet er angivet i forbindelse med oprettelsen af dit abonnement, så er abonnementet på Kraks Blå Bog fortløbende og fornyes automatisk.

Udgivelsen af den årlige trykte udgave af Kraks Blå Bog sker i maj/juni, og det fysiske eksemplar lander i din postkasse samtidig med udgivelsen. Som abonnent vil du samtidig med dit trykte eksemplar også få adgang til den digitale version af Kraks Blå Bog. Såfremt du tegner et abonnement efter udgivelsesdatoen, vil du straks modtage det fysiske eksemplar og få digital adgang. Abonnementet er løbende og fortsætter derfor uændret, indtil det opsiges. Gældende priser kan altid findes på vores produktside.

Du skal være over 18 år for at være abonnent. Hvis du er under 18 år, skal vi have dine forældres eller værges samtykke.

 

Betaling

Du kan tilmelde din betaling til Betalingsservice. Ved tilmelding til Betalingsservice vil vi automatisk sørge for, at pengene trækkes på din konto, så længe dit abonnement løber. Du kan også vælge at betale dit abonnement med dankort eller kreditkort. Du kan betale med følgende kort: Dankort, Visa og MasterCard. Når du betaler med dankort eller kreditkort, accepterer du samtidig, at Kraks Blå Bog automatisk kan trække penge på dit dankort eller kreditkort hvert år, så længe dit abonnement løber. Du har selv ansvaret for at opdatere dine betalingsoplysninger, hvis dit dankort eller dit kreditkort bliver spærret eller udløber. Det kan du gøre på selvbetjeningssiden på www.blaabog.dk eller ved at rette henvendelse til Gads Forlag. Såfremt du ikke har opdateret dine betalingsoplysninger rettidigt, vil dit abonnement blive opkrævet via girokort. Hvis du vælger at betale dit abonnement via girokort, så sender vi dette til dig i et selvstændigt brev. Du bedes betale dette indbetalingskort inden forfaldsdatoen. Ved manglende betaling sendes en rykkerskrivelse pålagt gebyr på kr. 100 pr. stk. Vi sender i alt tre rykkerskrivelser til dig. Såfremt du stadig ikke har betalt det skyldige beløb, sender vi det til inddrivelse hos vores advokat.

 

Levering

Abonnementer, der inkluderer en trykt bog, pålægges udgifter til forsendelse og ekspedition, som modsvarer vores omkostninger. Gældende satser er:

Danmark 165 DKK
EU 415 DKK
Norden inkl. Grønland og Færøerne 450 DKK
Øvrige udland 610 DKK

 

Fortrydelsesret

Du har 14 dage, hvor du har ret til at fortryde dit køb af abonnement. Fortrydelsesretten regnes fra det tidspunkt, hvor du har afgivet bestilling. Har du afgivet bestilling mandag den 1., har du frist til og med den 15. Hvis fristen udløber på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan du vente til den følgende hverdag. Fortrydelsesretten er overholdt, hvis du sender din meddelelse om fortrydelse, inden fortrydelsesfristen er udløbet. Hvis du vil gøre brug af din fortrydelsesret, skal du – inden du tager abonnementet i brug og inden udløbet af 14-dagesfristen – i en utvetydig skriftlig erklæring meddele dette til Kraks Blå Bog, Fiolstræde 31-33, 1170 København K. Såfremt du ønsker at benytte dig af fortrydelsesretten, og du allerede har modtaget Kraks Blå Bog, skal denne returneres til Kraks Blå Bog for egen regning. Kraks Blå Bog refunderer alle betalinger modtaget fra dig uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra den dato, hvor vi har modtaget din meddelelse om fortrydelse.

Såfremt du har valgt at få trykt dit navn på dit eksemplar af Kraks Blå Bog, og såfremt sidste frist for bestilling af Kraks Blå Bog med påtrykt navn er overskredet, så bortfalder din fortrydelsesret.

 

Opsigelse

Du kan til enhver tid vælge at opsige dit abonnement til ophør af den periode, du har betalt for, dog senest 1. marts for den bog, der udkommer samme år. Opsigelse af abonnementet sker på selvbetjeningssiden www.blaabog.dk. Manglende betaling eller nægtet modtagelse af forsendelse betragtes ikke som opsigelse af abonnement og fritager dig derfor ikke for betaling.

 

Forudsætninger for brug af digitale tilbud

Du kan som abonnent på Kraks Blå Bog få adgang til diverse digitale produkter, som vi stiller til rådighed for vores abonnenter. Kraks Blå Bogs digitale produkter må kun anvendes til privat og arbejdsmæssig brug. Brug i kommercielle sammenhænge er ikke tilladt.

Den digitale version af Kraks Blå Bog giver adgang til samtlige biografier i Kraks Blå Bog – både nulevende og afdøde personer. Bemærk, at enkelte biografier ikke optræder, hvis de portrætterede har takket nej til, at deres fulde biografi optræder i den digitale database. Med et abonnement til hele databasen kan du til enhver tid søge efter og få adgang til fuldt opdaterede biografier.

 

Ændring af dine oplysninger

Har du ændringer i oplysningerne vedrørende dit abonnement, f.eks. adresseændringer, tilmelding til Betalingsservice eller andet, gøres det på selvbetjeningssiden på www.blaabog.dk. Det er dit eget ansvar at oplyse adresseændringer, så vi fortsat kan levere til din adresse, da vi ikke automatisk får besked herom. Ændringer, der skal træde i kraft i forbindelse med udgivelsen af Kraks Blå Bog skal meddeles senest den 1. april i udgivelsesåret.

 

Ophavsrettigheder

Alt indhold i både de fysiske bind samt Kraks Blå Bogs digitale udgaver og alt andet indhold relateret til levering af disse ydelser tilhører Kraks Blå Bog eller tredjeparter. Al kopiering, distribution eller anden brug af dette indhold er forbudt uden skriftligt samtykke fra rettighedshaverne til indholdet. Du har som kunde ingen rettigheder til kommerciel brug, salg, videresalg, eksemplarfremstilling, distribution eller promovering af dette indhold. Du har heller ingen rettigheder til brug, som kræver en licens til offentlig fremvisning. Du kan alene bruge indholdet på enheder, som du eller din husstand selv disponerer over til personlig brug.

 

Ændringer i vilkår og priser

Kraks Blå Bog kan løbende ændre abonnementspriserne. Prisstigninger vil blive varslet mindst to måneder, før de træder i kraft. Du kan således opsige abonnementet i henhold til de almindelige opsigelsesregler for dit abonnement ved udgangen af den følgende kalendermåned, uden at prisstigningen således slår igennem for dig. Kraks Blå Bog kan løbende ændre og tilrette abonnementsbetingelserne. Ved væsentlige ændringer vil du modtage en varsling via e-mail. Ved væsentlige ændringer kan aftalen opsiges med 14 dages varsel, med virkning fra ændringen træder i kraft.  

 

Persondata

Dine personoplysninger behandles fortroligt og lagres under sikre forhold i overensstemmelse med gældende lovgivning. Du har ret til indsigt i dine personoplysninger. Du kan ændre i dine personoplysninger ved at benytte selvbetjeningssiden på www.blaabog.dk.

 

Har du kun købt digitalt abonnent

Såfremt du alene har købt adgang til den digitale udgave af Kraks Blå Bog gælder følgende særbetingelser:

  • Som digital abonnent får du straks adgang til den digitale udgave af Kraks Blå Bog. Abonnementet gælder, fra den dag, du køber abonnementet.
  • Du kan til enhver tid vælge at opsige dit digitale abonnement til udløb af den periode, som du har betalt for.
  • Ønsker du at opsige dit digitale abonnement med kortere varsel, bedes du ringe til os. Opsigelse skal dog ske med minimum 30 dages varsel til udløb af en måned. Såfremt du har et tilgodehavende i forbindelse med din opsigelse, så kan du vælge at få det udbetalt, dog fratrukket et administrationsgebyr på kr. 100.

 

Elektronisk henvendelse

Ved oprettelsen af et abonnement giver du os samtidig samtykke til, at Kraks Blå Bog må kontakte dig via e-mail med vejledning i, hvordan du får mest ud af dit abonnement samt informationer om opdateringer, ændringer, indhold og lignende vedr. abonnementet.

 

Tvister

Tvister skal søges løst i mindelighed. Hvis parterne ikke kan komme til enighed, kan tvisten indbringes for passende klageorgan eller afgøres ved danske domstole og efter dansk ret.

 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os via e-mail på blaabog@gad.dk. Du er også velkommen til at kontakte vores kundecenter på telefon +45 77 66 60 00 alle hverdage i mellem 9 og 15.